HENRI MATISSE|10 MIN. LÆSETID

En guide til værker af Henri Matisse

Det er billeder, du sikkert har set før, og hvert af dem ændrede sig, mens det blev til. I 1935 kom en ny model til atelieret i Nice, og maleriet af hende, mens hun sov, blev fotograferet på hvert stadie, så vi stadig kan følge beslutningerne bag det.

SKREVET AF Moryarty

DEL
»Livsglæden« af Matisse
Henri Matisse, fri af ophavsret, via Wikimedia Commons

Henri Matisse bliver som regel præsenteret gennem sine perioder: årene med fauvismen, de dekorative interiører og papirklippene fra det sidste årti. Selve arbejdet fulgte aldrig den inddeling. En positur, et ærme og et blåt ark går igen i hans malerier, tryk og papirklip, og de seks værker af Henri Matisse her følger disse gentagelser fra 1935 til 1952. Hver af de seks historier fortæller, hvem der sad model, hvordan værket blev ændret eller trykt, og hvilket museum eller hvilken samling det tilhører i dag.

Historien begynder med en ny model i atelieret i Nice i 1935 og slutter med de fire værker i »Blue Nudes«, klippet i 1952. Fotografierne gør det muligt at følge forløbet: Fra 1935 lod Matisse sine lærreder fotografere stadie for stadie for at vurdere arbejdet undervejs. Der findes stadig fotografier af både »Le Rêve« og »La Blouse roumaine«, et maleri skabt fem år efter »Le Rêve«. Senere blev værkerne også udgivet som tryk. Edmond Vairel trykte plancherne til »Jazz« med de samme gouachefarver fra Linel, som var brugt til forlæggene, og Mourlot trykte plakaten for Nice i Paris. I dag tilhører værkerne museer: Centre Pompidou har de to malerier, forlægget til »Le cirque« og to af værkerne i »Blue Nudes«, mens Museum of Modern Art i New York har litografien for Nice.

»Le Rêve« og den nye model, der forandrede hans arbejde

Matisse begyndte på »Le rêve« (1935) i Nice den 1. april 1935 og afsluttede det den 14. maj. De seks uger markerer begyndelsen på noget større: 1935 var året, hvor Lydia Delectorskaya begyndte at sidde model for ham hver dag, og det er hende, der sover i maleriet, i en positur, som hun senere vendte tilbage til igen og igen. Da hendes år hos Matisse var forbi, havde hun siddet model til mere end hundrede tegninger og skitser og omkring halvfems malerier. Maleriet af den afslappede figur er et tidligt værk fra det lange samarbejde.

»Le rêve«

I sin registrering af billedet bemærker Centre Pompidou, at mødet med netop denne model gav Matisse et nyt blik, og at hendes afslappede positur allerede findes i den allerførste tegning, han lavede af hende. Den ro, museet ser i ansigtet, breder sig over hele lærredet.

Fotografier af seks stadier af maleriet er bevaret, og de dokumenterer de omfattende ændringer. Stadie for stadie voksede figuren i billedet, indtil den strakte sig ud over lærredets kant.

Samtidig malede han det beslægtede »Le Nu rose«, som Centre Pompidou kalder årets vigtigste maleri, og som nu findes på Baltimore Museum of Art. Museet ser »Le rêve« som et skridt på vejen mod det større billede. Begge viser divanens ternede stof og kombinerer blåt med lyserødt. I museets beskrivelse af den endelige udgave fremstår den lyserøde krop som en form på den blå bund, mens baggrundens blå elementer står som selvstændige former.

Billedets videre liv kan følges i dokumenterne. I 1947 rejste det fra Pierre Matisse Gallery i New York til en udstilling i Palais des Papes i Avignon. Enogtyve år senere, ved den retrospektive Matisse-udstilling i Hayward Gallery i London i 1968, hang det under titlen »Drømmen«. Dengang tilhørte det hr. og fru Pierre Matisse.

I 1979 købte Musée national d'art moderne i Paris maleriet, og siden har det været en del af samlingen på Centre Pompidou. Allerede i 1940 malede Matisse et andet maleri med titlen »Le Rêve«, så årstallet 1935 er det, der adskiller dette værk fra det senere.

Hvordan en broderet rumænsk bluse blev til »La Blouse roumaine«

Centre Pompidou bemærker i sin værkbeskrivelse, at Matisse samlede på håndlavede tekstiler og blev betaget af motivernes grafiske skønhed. Interessen kan ses i pennetegninger offentliggjort i Cahiers d'art i 1936, hvor modellen allerede bærer en bluse med vide, broderede ærmer. Ifølge en museumstekst, som Sarah Aaronson gengiver, stammede bluserne, der optræder i denne gruppe værker, fra hans ven Pallady. Rumænske bondebluser havde været på mode i 1920'ernes Paris, blandt andet fordi dronning Marie af Rumænien bar dem.

»Den rumænske bluse«

Han malede »Den rumænske bluse« (1940) på Hôtel Régina i Nice mellem december 1939 og april 1940. Lydia Delectorskaya var den oprindelige model, men gennem årene har man også peget på andre kvinder som inspirationskilder, blandt dem Elvira Popescu, Hélène Vacaresco, Anna de Noailles og Marthe Bibesco. Til at begynde med havde maleriet en blomstret baggrund og en model med brunt hår, der var krøllet og sat op efter tidens mode. Hun bar det, som Matisse kaldte »en smuk, gammel rumænsk bluse, broderet med korssting i dæmpet rødt«.

Matisse havde ladet sine malerier fotografere stadie for stadie siden 1935, og med dette lærred blev dokumentationen mest omfattende: Hvert stadie blev fastholdt på film undervejs. Efterhånden som arbejdet skred frem, forsvandt udsmykningen i baggrunden, mønstrene blev enklere, og farverne samlede sig i flade felter, indtil en enkel oval erstattede modellens ansigtstræk. Blusen forsvandt derimod ikke. Centre Pompidou kalder den broderede udsmykning for malerens egentlige motiv her, og det er billedets paradoks: Maleriet begyndte med kvinden som motiv og endte med blusen som motiv.

Da maleriet blev udstillet, hang fotografierne ved siden af. I december 1945 indledte det nye Galerie Maeght sit udstillingsprogram i Paris med seks malerier af Matisse, galleriets første arrangement i byen. Dette lærred hang side om side med de daterede fotografier af dets tretten stadier. Fotografierne var indrammet som selvstændige malerier.

François Campaux lavede siden en film, der viser fotografierne ét efter ét, så man kan følge maleriets tilblivelse trin for trin.

I lejligheden på boulevard Montparnasse havde Matisse hængt lærredet symmetrisk med maleriet fra 1940, der også hed »Le Rêve«, på hver sin side af et ældre værk. Først blev billedet midlertidigt deponeret hos staten som erstatning for et udlånt maleri. Siden blev det en gave ifølge kunstnerens erklæring af 21. oktober 1949. Staten optog værket i samlingen i 1953, og »La Blouse roumaine« har siden tilhørt Centre Pompidou, Musée national d'art moderne.

Maleriet har også haft et liv i modeverdenen. Yves Saint-Laurent kaldte en kollektion fra 1981 »La Blouse roumaine«, og både Jean Paul Gaultier og Tom Ford har skabt kollektioner med udgangspunkt i billedet. Mens Centre Pompidou er lukket for renovering, rejser lærredet til H'ART Museum i Amsterdam til udstillingen »Chez Matisse«. Det er kun anden gang, Pompidou låner det ud.

»Cirkus« og de planer, Tériade havde for »Jazz«

Tériade, den græskfødte forlægger, hvis egentlige navn var Efstratios Eleftheriades, havde allerede i sommeren 1941 foreslået Matisse en bog i farver. Han beskrev idéen som et moderne håndskrift med malerier. Bogen, der blev til »Jazz«, havde først en anden titel, og billedet, vi nu kender som »Cirkus« (1947), er en af dens plancher.

»Cirkus«

På det tidspunkt havde livet ændret sig drastisk for Matisse. En kræftdiagnose i 1941 og den efterfølgende operation bandt ham til stolen eller sengen, og han var 74, da arbejdet med bogen gik i gang. Han kunne ikke længere male eller skabe skulpturer som før, så han fordelte arbejdet mellem sig selv og sine assistenter: Assistenterne malede papirark med gouache, og Matisse klippede i dem. Saksen overtog efter penslen, og papiret kunne han arbejde med fra en stol.

Forlægget til cirkusbilledet er dateret juli 1946 og lavet på samme måde som alle billederne i »Jazz«: papir, der er malet med gouache, klippet ud og limet på papir monteret på lærred. Det kan have været tænkt som bogens omslag, men kilderne beskriver det som en mulighed, ikke som en kendsgerning. Den endelige placering er derimod sikker: planche II, det første helsidesbillede, læseren møder i »Jazz«.

Så mange af de tidlige billeder viste cirkusartister, at bogen først var planlagt som »Le Cirque«. Senere kom motiver til, som ikke havde noget med cirkus at gøre, og titlen blev ændret til »Jazz«. Billederne var ifølge ham vokset ud af det, han kaldte krystalliserede minder om cirkus, folkeeventyr og rejser. Cirkusbilledet viser, hvorfor den første titel gav mening: en stor blå flade, en sort akrobat i et skråt hvidt felt, en gul stribe med spredte røde og sorte bogstaver og orange bogstaver, der falder gennem det blå.

De trykte plancher skulle gengive papirklippenes farver trofast. Det var den eneste betingelse, Matisse stillede. Tériade valgte pochoir, skabelontryk, hvor man kunne trykke med de gouachefarver fra Linel, som allerede var brugt på forlæggene. Koloristen Edmond Vairel stod for dette trykarbejde, mens Draeger Frères trykte siderne med den håndskrevne tekst af Matisse.

»Jazz« udkom den 30. september 1947 i to udgaver: 250 bøger med plancherne placeret mellem kunstnerens håndskrevne tekster og 100 mapper med trykkene alene. Art Institute of Chicago købte sit eksemplar af cirkusbilledet i maj 1948 hos kunsthandleren Pierre Berès, der havde modtaget det fra kunstneren og forlæggeren. Originalforlægget, det papirklip Matisse selv klippede, kom til Centre Pompidou i 1985 som en del af forlæggene til »Jazz«, efter at staten havde accepteret værkerne som betaling af skat.

»Nice, Travail et Joie« fra stilleben til turistplakat

Turistkontoret i Nice bad Matisse om at tegne en plakat, der skulle reklamere for byen, ifølge vintageplakatforhandleren Galerie 123. Library of Congress registrerer plakaten fra 1947 som udgivet af Syndicat d'Initiative de Nice og Union Méditerranéenne pour l'art moderne.

»Nice, arbejde og glæde«

Han malede ikke et nyt billede til plakaten. Ifølge Galerie 123 genbruger »Nice, arbejde og glæde« maleriet »Nature morte aux grenades, Vence«, som Matisse malede i 1947. Plakaten føjer hans håndskrevne ord »Nice, Travail & Joie« til maleriet. Palmerne, frugten og tallerkenen er først og fremmest et stilleben. Teksten gør dem til en invitation.

Værkstedet Mourlot i Paris trykte den litografiske plakat.

Måske overraskende havnede et af de udgivne eksemplarer i netop denne samling: Litografien findes i afdelingen for arkitektur og design på Museum of Modern Art i New York, som en gave fra G. E. Kidder Smith.

Hvordan Matisse skabte »Nu bleu II«

»Nu bleu II« er et af de fire værker i serien »Blue Nudes« fra 1952. Han skabte dem i Nice, i det rummelige atelier på Hôtel Régina, og det gik hurtigt: »Nu bleu I«, »Nu bleu II« og »Nu bleu III« fulgte efter hinanden, hvert på få timer. Numrene følger ikke den rækkefølge, værkerne blev lavet i.

»Nu Bleu II«

Nummeret siger heller ikke noget om, hvor meget tegnearbejde der lå bag klippearbejdet. Serien fulgte efter en frustrerende periode. Matisse lagde saksen fra sig, tegnede en siddende nøgen kvinde igen og igen og vendte først derefter tilbage til at klippe. Selve posituren gik årtier tilbage til siddende figurer, han havde undersøgt i maleri og skulptur: »Nu assis, Olga« (1910) og den anden version af »Vénus à la coquille« (1932).

Lydia Delectorskaya, der var ved hans side under arbejdet med serien, huskede, at hver figur i »Blue Nudes« blev klippet på hver sin dag, i ét stræk med saksen, på højst ti eller femten minutter. Centre Pompidou anfører, at »Nu bleu I«, »Nu bleu II« og »Nu bleu III« hver blev skabt på få timer.

Åbningerne mellem formerne markerer kroppens led og giver det flade papir en fornemmelse af volumen, som når det ene bøjede ben krydser foran det andet bens lår. Figuren er klippet ud af ét ark, og beskueren kan forestille sig, hvordan mellemrummene kan lukke sig igen. De blå udklippede former griber ind i hinanden på en varm beige baggrund, og deres kanter står skarpt.

»Nu bleu II« kom til Centre Pompidou i 1984 og tilhører i dag Musée national d'art moderne i Paris. Værket indgik i oversigtsudstillingen »Henri Matisse: The Cut-Outs« fra 2014, som MoMA og Tate Modern præsenterede i fællesskab.

Hvorfor »Nu bleu III« er et færdigt kunstværk

»Nu bleu III« blev ligesom de to andre værker i rækken til på få timer i 1952. Arket er signeret og dateret H MATISSE 52.

»Nu Bleu III«

Centre Pompidou, der ejer værket, siger det klart: I »Blue Nudes« forbliver klippeteknikken fuldt synlig, og den opfattes som en selvstændig kunstform. Kanterne bærer præg af saksen, de enkelte former er adskilt af mellemrum, og den dybblå silhuet fremstår på én gang som en krop og som et stykke udklippet papir.

Museet købte »Nu bleu III« i 1982, og originalen har siden været en del af samlingen på Musée national d'art moderne i Paris.

Alle fire værker i »Blue Nudes« blev samlet igen på Grand Palais i udstillingen »Matisse, 1941–1954«, der åbnede den 15. juni 2018.

Til et roligt rum derhjemme, for eksempel et soveværelse, ville vi hænge den sovende figur i »Le Rêve« op. Hvis et af disse seks værker har ændret dit blik på en væg i dit eget hjem, samler vores samling af værker af Henri Matisse papirklippene, blusen og den sovende figur ét sted.

Vidste du det?

  • I 1952 skabte Matisse den 16 meter lange frise »La Piscine« for sin egen fornøjelses skyld.
  • I sommeren 1952 tog Matisse og Lydia Delectorskaya til et offentligt svømmebassin i Cannes, blot for at se på udspringerne.
  • Billedhuggeren Constantin Brancusi var kendt for at dukke op til fester i Montparnasse klædt som en rumænsk bonde.
  • På Hôtel Régina havde man fastgjort en bred strimmel hvidt papir hele vejen rundt på de sækkelærredsbeklædte vægge i hans spisestue, lige over hans hovedhøjde.
  • »La Blouse roumaine« optræder under andre titler i kilderne, blandt dem »Jeune fille: la blouse roumaine«, »La blouse paysanne« og »La Blouse paysanne roumaine, fond rouge«.
  • Matthew Gale, der er udstillingsansvarlig på Tate, har bemærket, at man betragtede papirklippene af Matisse som barnlige i datidens kunstmiljø.
  • Matisse lavede også litografier med titlen »Nu bleu«, baseret på figurstudierne i papirklip. Han var nået halvvejs med serien, da han døde i 1954.

Spørgsmål om Matisse og hans kunst

Hvilken stil arbejdede Henri Matisse i? Matisse var en af de førende skikkelser blandt fauvisterne, en gruppe malere i Paris, der frigjorde farven fra kravet om at gengive ting og lod den bære billedet i sig selv. Farve, linje og flade mønstre fulgte ham resten af hans lange liv. Papirklippene er et sent udtryk for den samme kunstneriske drift: Gouachen gav farven, og saksen gav linjen.

Hvordan lavede Henri Matisse sine papirklip? Hans assistenter malede først papirark med gouache, og derefter klippede Matisse direkte i farven med en saks.

Hvilken sygdom havde Henri Matisse? Matisse fik konstateret mavekræft i 1941 og blev opereret, og bagefter skabte han kunst ved at klippe malede papirark i hånden, den metode, der ligger bag »Blue Nudes«.

Hvorfor er »La Blouse roumaine« så berømt? Blandt andet fordi tilblivelsen blev vist offentligt. De tretten fotograferede stadier hang ved siden af det færdige lærred på den første udstilling i Paris hos Galerie Maeght i 1945, og filmen af François Campaux lod publikum se maleriet blive enklere. Senere tog moden det til sig: Yves Saint-Laurent opkaldte en kollektion fra 1981 efter det. Matisse selv blev ved med at vende tilbage til motivet og malede ti versioner mellem 1939 og 1945.

Hvor kan jeg se »Blue Nudes« af Matisse? »Nu bleu II« og »Nu bleu III« findes begge i Paris, i samlingen på Musée national d'art moderne ved Centre Pompidou. De fire værker blev samlet igen på Grand Palais til udstillingen »Matisse, 1941–1954«, og på Tate Modern viste papirklipudstillingen flere værker fra »Blue Nudes« samlet end nogensinde før.

Hvordan laver vi vores Matisseplakater? Vi restaurerer hvert værk i hånden og bevarer dets oprindelige udformning og farver. Vi trykker det i vores værksted i Barcelona på mat kunstpapir på 230 g/m² med arkivbestandigt pigmentblæk. Vi holder priserne overkommelige, fordi vi mener, at kunst ikke kun bør være for mennesker med høje indkomster. Du finder oplysninger om bestillinger, rammer og levering under ofte stillede spørgsmål.

Om forfatteren

Moryarty blev grundlagt i 2015 og har mere end 2.000 vintageplakater, hentet fra museer, biblioteker og samlinger. Vi restaurerer hvert værk i hånden uden at ændre farverne. Vi trykker selv i Barcelona på mat kunstpapir. Omhyggeligheden betyder mere for de flade farvefelter og klippede kanter i Matisses værker end for de fleste andre plakater. Vi skriver om værkerne, fordi deres historier er halvdelen af glæden ved at hænge dem op.

Kilder
Tilbage til blog