VASILIJ KANDINSKIJ|11 MIN. LÆSETID

Sådan læser du kunst af Vasilij Kandinskij

Han betalte selv halvdelen af udgifterne til en bog med digte og træsnit, og materialet til et album med hans værker nåede frem til Amsterdam ad hemmelige veje. Hvert af de seks værker har sådan en historie, og hver historie ændrer det, du ser.

SKREVET AF Moryarty

DEL
»Komposition IX«
Vasilij Kandinskij, uden ophavsret, via Wikimedia Commons

Vasilij Kandinskijs kunst kan ligne et sprog uden ord, og på sin vis er det netop det: et sprog, han byggede op af farve, linje og rytme gennem et langt, rastløst kunstnerliv. Få kunstnere har efterladt så mange spor af, hvordan deres billeder blev til, og hvad de betød for dem. Her er historien om seks af hans værker, der hver især åbner en ny dør til det sprog. Det ene er en bog med digte og træsnit, som han selv var med til at finansiere, et andet en mappe med litografier fra det år, han kom til Bauhaus. Der er et maleri, der hang i hans egen spisestue. Dertil kommer det billede, der efter hans eget udsagn var det første, der gjorde cirklerne til hovedmotiv. Endelig er der et blåt lærred fra krigsårene og et album, der blev smuglet til Amsterdam for at blive trykt efter hans død.

Du ser hvert værk anderledes, når du kender historien om dets tilblivelse. Kandinskij efterlod sine egne forklaringer, og museerne har kortlagt værkernes senere historie. Der er noget at lære af begge dele. Nogle værker giver mest mening, når man tænker på lyd. Andre gennem materialerne, for hans valg af grafisk teknik var aldrig tilfældigt. Nogle forstås bedst gennem motiver fra hans tidligere figurative værker, som lever videre i abstraktionen, og andre gennem krigsårene, hvor han levede næsten som en eneboer i en lejlighed i Neuilly-sur-Seine uden for Paris. Ingen af historierne giver én fast betydning, men hver af dem ændrer dit blik på værket.

»Klänge«, blad 19, og det musikalske album af Kandinskij

»Klänge Pl.19« stammer fra »Klänge«, den eneste digtsamling, Kandinskij nogensinde skrev. Han kaldte den et musikalsk album, og sammenligningen var præcis. 38 prosadigte står side om side med 56 træsnit, og tilsammen skaber de noget, der ligger tættere på musik end på en almindelig bog. I digtene gentages ordene, indtil betydningen forsvinder, og kun lyden er tilbage.

»Klänge Pl.19«

Træsnittene tog fem år. Mellem 1907 og 1912, de samme år, hvor Kandinskij forlod den genkendelige verden i sit maleri, brugte han grafikken til at øve sig i at bryde fri fra det genkendelige og eksperimentere med flade, forenklede former. Bladet viser den samme disciplin: skarpe konturer og forenklede former i gul, blå og rød på en varm beige bund, mens mørkere accenter holder kompositionen sammen.

En del af bogen følger Sankt Jørgen og andre riddere på jagt efter sandheden, og en hest med rytter går igen gennem hele værket. For Kandinskij var rytteren mere end et gammelt motiv. Den var hans symbol på at bevæge sig ud over det figurative, lægge den synlige verden bag sig og tage beskueren med.

I et prospekt til forlaget skrev Kandinskij, at han kun ville skabe lyde. Titlen siger det allerede: »Klänge«, det tyske ord for lyde. Digtene tog udgangspunkt i helt små børns første forsøg på at tale, hvor gentagelser tømmer sproget for betydning, indtil kun dets musik er tilbage.

Forlaget måtte først overbevises. R. Piper & Co. i München tøvede med projektet, og bogen blev først til noget, da Kandinskij gik med til selv at betale halvdelen af udgifterne. Poeschel & Trepte i Leipzig stod for trykningen i et oplag på 300 signerede og nummererede eksemplarer samt 45, der ikke var til salg. Af træsnittene er 44 trykt i sort og 12 i farver.

Senere sagde han, at digtene og træsnittene bevarede sporene af hans udvikling fra det figurative til det abstrakte. Et eksemplar findes i dag på Museum of Modern Art i New York, og andre på Metropolitan Museum of Art og Art Institute of Chicago.

»Kleine Welten I« og hvorfor Kandinskij valgte litografi

»Kleine Welten I« er det første blad i en lille mappe med en stor idé bag sig. Kandinskij skabte de 12 tryk i 1922, det år, han begyndte at undervise på Bauhaus i Weimar, og Propyläen-Verlag i Berlin udgav dem samme år. Oplaget var på 230 eksemplarer: 30 luksuseksemplarer på japanpapir og 200 almindelige eksemplarer på bøttepapir.

»Kleine Welten I«

Mappens titel afspejler den tanke, Kandinskij formulerede: At skabe et kunstværk er at skabe verden. Metropolitan Museum of Art beskriver serien som poetiske billeder, der hver især skal fremkalde deres eget univers. For ham var abstraktion et åndeligt sprog. Hvert af de 12 tryk er en selvstændig komposition af linje, flade og farve, fuldendt i sig selv.

»Kleine Welten I« er et litografi, og det var et velovervejet valg. I indledningen til mappen forklarede Kandinskij, hvad teknikken kunne: Den forener mange slags streger og farver i et billede, der kommer tættest på et maleri. Trykket viser netop de muligheder, han så i litografiet, med skarpe sorte linjer og klare accenter af gul, rød og blå på en hvid bund.

Hver teknik havde sin opgave: Raderingen egnede sig, skrev han, til at undersøge linjen, træsnittet lod forgrund og baggrund spille op mod hinanden, og litografiet var den teknik, han mente kom tættest på maleriet.

Litografiet stemte også med hans større håb for kunsten. Han kaldte det moderne og demokratisk. Den glatte overflade kunne rumme et rigt udvalg af streger og farver, og teknikken kunne give et næsten uendeligt antal aftryk. En enkelt tegning kunne nå ud til mange.

Et kunstnereksemplar af mappen har en håndskrevet hilsen fra Kandinskij til Walter Gropius og hans kone Ise, skrevet i anledning af deres bryllup i oktober 1923. Et tryk af »Kleine Welten I« findes i dag på Metropolitan Museum of Art i New York, som erhvervede det i 1931.

»Auf Weiss II« og Sankt Jørgen

Kandinskij malede »Auf Weiss II« mellem februar og april 1923, mens han underviste på Bauhaus i Weimar. I samlingen på Centre Pompidou findes et forstudie til kompositionen. Det færdige billede hang først i spisestuen i den lejlighed, han delte med sin kone Nina på Bauhaus i Dessau.

»Auf Weiss II«

Med skarpe sorte linjer og små accenter af rød, gul og blå er lærredet energisk, men behersket.

Centre Pompidou ser en fortælling i geometrien. Museet tolker det takkede sorte X midt på lærredet som en abstraheret Sankt Jørgen med sin lanse, et russisk symbol på tapperhed og sejr, som Kandinskij ofte vendte tilbage til. Museets læsning af det sorte X som Sankt Jørgen minder om, at abstraktion for Kandinskij ikke var et rent brud med hans motiver.

Kandinskij selv var mere optaget af, hvad former gør, end af hvad de forestiller. Han var fascineret af den virkning, farve og form har på menneskets sind, og et lærred som dette kan man se på to måder samtidig: som et mønster af energier, der påvirker beskueren, og som et minde om en fortælling om en helgen til hest. De to læsninger udelukker ikke hinanden.

Maleriet blev tilgængeligt for offentligheden gennem en personlig gave. Nina Kandinskij skænkede det til Musée National d'Art Moderne i Paris, og det har været i samlingen siden 1976. I dag findes det på Centre Pompidou.

»Cirkler i en cirkel« gør cirklen til motiv

I 1923, i sine år på Bauhaus, malede Kandinskij »Cirkler i en cirkel«, som han selv kaldte sit første billede med cirklerne som hovedtema. En stor, præcist tegnet cirkel omslutter en konstellation af mindre cirkler.

»Cirkler i en cirkel«

Rød, grøn, gul og lyserød fylder cirklen, og de overlappende former skaber dybde i billedet.

Marcel Duchamp beundrede denne side af Kandinskijs kunst. I 1950 skrev han, at Kandinskij ved at tegne sine linjer med lineal og passer havde åbnet for en ny måde at se maleriet på.

Fra sommeren 1928 befandt maleriet sig hos Galka Scheyer i Californien, først i San Francisco og siden i Los Angeles. I april 1931 solgte hun det til samlerne Louise og Walter Arensberg i Los Angeles, og i juni samme år skrev hun til Kandinskij om salget.

Originalen er i dag i samlingen på Philadelphia Museum of Art i Philadelphia.

»Bleu de ciel« og Kandinskijs optimisme under krigen

Kandinskij malede »Bleu de ciel« i 1940 i lejligheden i Neuilly-sur-Seine, hvor han tilbragte de sidste elleve år af sit liv. Bauhaus lukkede i 1933, efter at Hitler kom til magten, og han rejste fra Tyskland til Frankrig. I 1940 var Frankrig besat, og han levede i lejligheden næsten som en eneboer.

»Bleu de Ciel«

Tidligere i 1940 havde han besøgt Joan Miró i Varengeville-sur-Mer ved kysten i Normandiet. Han rejste sammen med maleren Alberto Magnelli for at se »Konstellationer« af Miró. Efter besøget begyndte Kandinskij at arbejde med farver og konstellationer af biomorfe former fra Miró, og de svævende former i dette maleri udspringer af den udveksling.

Ifølge museet stammer den blå farve fra en ganske bestemt himmel. Fra atelierets vindue i Neuilly kunne Kandinskij se himlen over Mont Valérien, og Centre Pompidou beskriver den mælkeagtige, dæmpede blå som en atmosfærisk farve hentet derfra. Formerne driver hen over den uden ét samlet fokuspunkt, så blikket får lov til at vandre og opdage små detaljer én efter én. Titlen nævner kun himlens blå, ikke de væsener, der svæver i den.

Maleriet var en reaktion på den krig, der netop var brudt ud, den tredje krig, Kandinskij oplevede, og museet læser det som et udsagn om frihed og optimisme. I de år fyldte han sin abstrakte kunst med celleformer og små fantasivæsener, som om han trak sig tilbage til naturen. Kun monogrammet bevarer en smule af den geometriske stramhed fra hans tidligere værker.

Naturen blev kilden til hans nye billedverden under krigen. Væsenerne, halvt dyr og halvt fantasi, ligger tæt på de mønstre, han tegnede i 1942 og 1943 til gardiner fremstillet af Jean Bauret og Société industrielle de la Lys. Farverne gav dette maleri og andre farverige værker fra perioden betegnelsen kineseri, med henvisning til den orientalske brug af farver.

Nina Kandinskij skænkede maleriet til Centre Pompidou i 1976, og det findes i dag på Musée National d'Art Moderne i Paris. Takket være hendes donationer og arven efter hende har Centre Pompidou den mest komplette samling af hans værker i verden.

»11 tableaux et 7 poèmes« fra hemmelig transport til tryk

»11 tableaux et 7 poèmes« er et album, ikke et enkelt billede. Det samler elleve malerier og syv digte af Kandinskij. Jean Paul Penraat og J. Penraat samlede materialet, som oprindeligt var tiltænkt Christian Zervos, redaktøren af kunsttidsskriftet Cahiers d'Art, enten til tidsskriftet eller som en selvstændig udgivelse.

»11 tableaux et 7 poèmes«

Brødrene Penraat smuglede reproduktionerne, digtene og skabelonen til et særligt skabelontryk til Amsterdam, hvor den unge forlægger Frans Duwaer ventede på materialet.

Duwaer var bogtrykker og forlægger i anden generation i Amsterdam og støttede den nonfigurative kunst. I 1940 havde han udtænkt et tresproget kunsttidsskrift.

Kandinskij lavede skabelontrykket, et pochoirtryk, før sin død. Det kom kun med i udvalgte eksemplarer af albummet. Skabelonen rejste sammen med det øvrige materiale. Det almindelige oplag var på 200 eksemplarer på papir af typen Hollande van Gelder; 45 af dem indeholdt det originale skabelontryk, ligesom yderligere 30 eksemplarer, der ikke var til salg, og som var nummereret med romertal.

Trykningen var færdig den 17. november 1945, et år efter at Kandinskij døde. Jan Bons trykte albummet, og Frans Duwaer udgav det i Amsterdam. Et eksemplar findes i dag på Stedelijk Museum i Amsterdam, og Centre Pompidou har et eksemplar med nummeret V/XXX og et originalt skabelontryk i gouache, dateret 1944, fra arven efter Nina Kandinskij i 1981.

Én overbevisning går igen i alle seks værker: Et billede kan fungere som musik eller poesi og stadig være et billede. Vælg det værk, du vil hænge op, hvad enten det er »Klänge«, »Auf Weiss II« eller »Bleu de ciel«.

Vidste du det?

  • Synet af et af malerierne i serien »Høstakke« af Claude Monet var med til at få Kandinskij til at forlade den vej, han havde planlagt at følge.
  • Mellem 1902 og 1904 lavede han mere end 50 træsnit i en romantisk stil inspireret af eventyr, længe før han begyndte på træsnittene til »Klänge«.
  • »Klänge« havde en direkte og varig indflydelse på ekspressionismen, dadaismen og den russiske futurisme.
  • I mange år anså man Kandinskij for den første kunstner, der skabte nonfigurativ kunst, selv om historikere i dag anerkender, at abstraktionen har flere rødder.
  • I 1911 grundlagde Kandinskij og Franz Marc gruppen Der Blaue Reiter i München.
  • Kandinskij flyttede til Neuilly-sur-Seine i 1933, på et tidspunkt, hvor abstrakte kunstnere og surrealisterne omkring André Breton var i åben konflikt.
  • Kandinskij blev født i Moskva i 1866 og døde i Neuilly-sur-Seine i 1944.

Spørgsmål om Kandinskij

Hvilken slags kunst skabte Vasilij Kandinskij? Han er bedst kendt som en pioner inden for abstrakt, nonfigurativ kunst, men betegnelsen dækker over et langt og omskifteligt kunstnerliv. Han var uddannet i jura og økonomi og begyndte først at male i München omkring trediveårsalderen. Hans kunst bevægede sig fra figurative scener over ekspressionismen i Der Blaue Reiter og geometrien på Bauhaus til de fantasifulde biomorfe former fra hans sidste år i Frankrig.

Hvad handler Kandinskijs kunst om? Kandinskij var fascineret af den virkning, farve og form har på menneskets sind. I sin bog »Om det åndelige i kunsten« argumenterede han for et åndeligt formål med kunsten. Den var en af de tre bøger, han udgav omkring 1911 og 1912. Nogle værker rummer stadig minder om tidligere motiver, som den Sankt Jørgen, Centre Pompidou ser midt i »Auf Weiss II«.

Var musik vigtig for kunsten hos Kandinskij? I høj grad. At høre »Lohengrin« af Wagner var med til at få ham til at forlade sin planlagte vej og gå mod maleriet. Hans eneste digtsamling var tænkt som et musikalsk album, hvor ordene blev tømt for betydning, indtil kun lyden var tilbage. I prospektet til »Klänge« skrev han, at hans mål var kun at skabe lyde.

Hvordan ændrede Bauhaus kunsten hos Kandinskij? Da han begyndte at undervise der i 1922, blev hans maleri geometrisk og præcist: cirkler, linjer og flader i en kontrolleret balance med den klarhed, vi i dag forbinder med skolen. Hans undervisning og teoretiske skrifter var begge med til at præge den moderne kunst, og årene på Bauhaus gav os det præcise, grafiske billedsprog i værker som »Auf Weiss II«.

Hvor kan jeg se originalværker af Kandinskij? Intet andet museum har en lige så komplet samling af værker af Kandinskij som Centre Pompidou i Paris. Samlingen på Centre Pompidou bygger hovedsageligt på donationer fra Nina Kandinskij og arven efter hende. Originaltryk fra mappen »Kleine Welten« findes også på Museum of Modern Art, Metropolitan og Guggenheim i New York, Lenbachhaus i München og Centre Pompidou i Paris, mens både Metropolitan og San Francisco Museum of Modern Art har »Kleine Welten I« i deres samlinger. Reproduktioner af mange af disse værker er samlet i vores samling med kunst af Kandinskij.

Om forfatteren

Vi er Moryarty Vintage Posters, en europæisk virksomhed grundlagt i 2015. Vi har fem butikker i Spanien og Portugal og et katalog med mere end to tusind vintageplakater. Vi restaurerer hvert værk, vi sælger, i hånden og trykker det i vores værksted i Barcelona på mat kunstpapir i museumskvalitet. Vi holder meget af at arbejde med Kandinskij-samlingen, og med disse historier ville vi vise, hvorfor hans billeder er værd at dvæle ved.

Kilder
Tilbage til blog