PAUL KLEE|10 MIN. LÆSETID

Historierne bag syv værker af Paul Klee

En rejse gennem Tunesien i april 1914 ændrede en kunstners syn på farver. Syv billeder følger udviklingen fra en solbeskinnet akvarel til den mørke geometri i hans sidste leveår.

SKREVET AF MORYARTY

DEL
»Eventyrskibet«, 1927, af Paul Klee.
Paul Klee, offentligt eje, via Wikimedia Commons

Paul Klee er en af de kunstnere, hvis billeder man genkender, selv om man aldrig har stået foran dem: en tunesisk by forvandlet til en mosaik af farver, den fuglefyldte nat i »Persiske nattergale« og det maskelignende ansigt i »Senecio«. Her får du historierne bag syv værker af Paul Klee, fra en kampscene i en opera over et farvegitter opkaldt efter en forårsmåned til to sene værker, hvoraf det andet er fra hans sidste leveår. Bag hvert billede ligger et bestemt sted, en titel eller et øjeblik i hans liv.

Vi følger værkerne i kronologisk rækkefølge. Rejsen begynder i april 1914, da en tur gennem Tunesien ændrede Klees brug af farver. Den fortsætter gennem hans år som underviser ved Bauhaus i Weimar og Dessau. Den slutter i Schweiz, hvortil han vendte tilbage i 1933, og hvor han arbejdede til det sidste. Undervejs skiftede hans udtryk hele tiden. På den ene side står de tætte farvefelter, han malede i 1919 og de vindueslignende felter fra 1917. På den anden side finder vi de svævende former fra 1930 og de lette, emblematiske figurer fra 1938. Alle syv findes som kunsttryk i vores samling med værker af Paul Klee, restaureret i hånden og trykt hos os selv i Barcelona.

»Komedianternes løbeseddel«
Se plakaten
»Sydlige haver«
Se plakaten

Hvordan formede Klees rejse til Tunesien akvarellen »Hammamet«?

I april 1914 rejste Klee til Tunesien sammen med malerne August Macke og Louis Moilliet. Turen gik gennem Tunis, St Germain, Hammamet og Kairouan, og ifølge Metropolitan Museum of Art besøgte Klee Hammamet den 14. april. Det besøg er den eneste grund til, at byen overhovedet optræder i hans kunst. Du kan se mønstret af solbeskinnede felter i denne akvarel fra Tunesien.

»Hammamet«

Hammamet er en virkelig by ved Tunesiens kyst. Titlen knytter billedet til rejsen, men den hævder ikke at vise en bestemt gade. Klee malede sit indtryk af stedet, lyset og farverne, ikke en nøjagtig gengivelse af byen. Akvarellen er bygget op som en mosaik af geometriske felter. Fine, mørke streger holder sammen på et løst gitter, mens røde, blå og gule farver lyser mod blødere mellemtoner, som en middelhavsby i skarpt sollys.

Der findes dokumentation for to Hammamet-akvareller fra 1914. Ifølge Met malede Klee museets eget værk »Hammamet med sin moské« uden for bymuren: Øverst ses moskéen med to tårne og haver, mens den nederste del opløses i gennemsigtige farveflader. Met peger her på Robert Delaunay som forbillede, der viste, at den rene farve i sig selv kunne være billedets emne. Kunstmuseum Basel har desuden et andet ark fra 1914 med titlen »Motiv aus Hammamet«, udført i akvarel og blyant på papir og karton.

Klee beskrev selv forandringen i sin brug af farver. Ved portene til Kairouan skrev han i sin dagbog, at farven havde grebet ham. De tidlige Hammamet-ark kom før Bauhaus, før den undervisning, der gjorde Klee berømt. Metropolitan Museum of Art bemærker, at hans kunstneriske uddannelse på sin vis varede helt frem til denne rejse. Farven er der allerede. Teorien har endnu ikke fået et navn.

Hvad føjer titlen »Persiske nattergale« til fuglene og ornamenterne?

I 1917, midt under første verdenskrig, skabte Klee »Persiske nattergale«. I de år gjorde han tjeneste i den tyske hær og fortsatte med at arbejde. Arket tilhører i dag National Gallery of Art i Washington, som beskriver det som gouache, akvarel samt pen og sort blæk over grafit på vergépapir, monteret på karton. Det er lille, omtrent på størrelse med en notesbogsside, og fyldt med stiliserede fugle, stjerner og ornamentale former tegnet med fine sorte streger. Blå, rosa, røde og gule farver ligger hen over pergamentlignende baggrunde.

»Persiske nattergale«

Titlen forbinder en henvisning til Persien med en fugl, der er berømt for sin sang. Den nævner hverken et bestemt digt eller en bestilling. Men museets fortolkning er værd at kende. National Gallery of Art mener, at værket sandsynligvis hentyder til den persiske digter Hafez fra det 14. århundrede, blandt hvis faste motiver er nattergalen og rosen, og at Klee formentlig lærte Hafez at kende gennem Goethes »West-östlicher Divan«, som introducerede digteren for tyske læsere. Det er museets forslag, ikke noget Klee selv har skrevet ned, men det forklarer mødet mellem persisk ornamentik og en syngende fugl bedre end noget andet.

I Hafez' digtning står fuglen og rosen sammen som symboler på længsel og hengivenhed. Når du ved det, ser du ornamenterne på en anden måde: Det, der først ligner dekoration, bliver til en kærlighedssang skrevet i mønstre i stedet for ord.

Musikken fulgte ham hele livet. Han var en begavet violinist, der kortvarigt overvejede at gøre musikken til sin levevej, før han valgte maleriet. En syngende fugl er omtrent så tæt på lyd, som et billede kan komme, og fuglene og stjernerne i dette tryk er et af de tydeligste steder, hvor hans to kunstformer mødes. Du behøver ikke kende den persiske baggrund for at mærke det. Den fine sorte streg giver fladen en rytme, som øjet følger.

Det er lettere at følge arkets senere historie end at fastslå dets litterære kilde. Det var i Heinz Berggruens samling i Paris og Walter Feilchenfeldts samling i Zürich, før Catherine Gamble Curran fra New York købte det i 1973. I 1990 skænkede hun en ejerandel i værket til National Gallery of Art og lovede museet resten som en fremtidig gave.

Hvad fortæller »Baldgreis« om ansigtet i »Senecio«?

I 1922, i sine første år som underviser ved Bauhaus i Weimar, malede Klee »Senecio«. Ingen kilder nævner en bestilling eller en model, hvilket er usædvanligt for et billede, der ligner et portræt så meget. Ansigtet er stiliseret snarere end naturtro, bygget op af orange, rosa, gule og hvide rektangler omkring rolige, asymmetriske øjne. Du kan hænge det maskelignende ansigt op som et geometrisk tryk i varme farver.

»Senecio«

Kunsthistorikere har læst den alternative tyske titel »Baldgreis« som en bogstavelig oversættelse eller som en humoristisk hentydning til en, der snart bliver gammel. Det tyske ord bald betyder snart og har intet med hår at gøre. Nogle skribenter har gengivet titlen på engelsk som »Head of a Man Going Senile«. Begge navne peger hen mod alderdommen, så du begynder at se ansigtet som en gammel mands ansigt.

Det latinsk klingende navn har også en botanisk forbindelse. Kunsthistorikere, der citeres på den tyske Wikipedia forbinder »Senecio« med planten Senecio vulgaris, almindelig brandbæger. De sammenligner plantens runde frøstande med det cirkulære ansigt og dets pletvise farvefelter. En trekant og en buet streg over det ene øje får øjenbrynet til at se løftet ud.

Andre, der har skrevet om billedet, ser også spor af afrikanske masker og dukketeater samt af kvadratet, trekanten og cirklen, som Wassily Kandinsky fremhævede ved Bauhaus. Originalen tilhører i dag Kunstmuseum Basel. Det er et oliemaleri på kridtgrund på gaze, der er monteret på karton, malet i et beskedent format. Klee skabte det i Weimar. Museet købte det i 1931, mens Klee endnu var aktiv, ni år efter at billedet blev malet.

Hvad gør kampscenen fra »Søfareren« til en operascene?

Klee skabte værket i 1923, mens han stadig var ved Bauhaus i Weimar. Den fulde titel, »Kampfscene aus der komisch-phantastischen Oper ›der Seefahrer‹«, siger meget på én gang: Den nævner en kampscene og fortæller, hvilken slags fortælling scenen hører til, nemlig en komisk-fantastisk opera kaldet »Søfareren«. Kunstmuseum Basel har originalen, som er registreret under nummer 123, som Klee selv gav den i 1923.

»Søfareren«

Titlen giver billedet en teatralsk ramme, før øjet har nået at finde ro i det. Arket viser forenklede, rytmiske former, der leder tankerne hen på bølger og livet til søs, som om scenen var skrevet i noder snarere end malet. Dybe havblå farver står over for varme rosa og røde toner, samlet af mørke streger. Du kan selv se det teatralske i denne operascene.

Musikken var ikke en bibeskæftigelse for Klee. Han voksede op med musikalske forældre, spillede violin med stort talent og overvejede kortvarigt at leve af det. Operaen i titlen er derfor ikke et lånt motiv; den kommer fra en del af hans liv, han kendte indgående. Den teatralske idé er hans egen.

Til gengæld nævner titlen ikke en virkelig forestilling. Ingen kilder fortæller, at en opera med den titel blev opført, at Klee komponerede den, eller at nogen bestilte arket som scenografi. Det, der er dokumenteret, er et værk fra 1923, som inviterer beskueren til at forestille sig opførelsen. Trykket bevarer den åbenhed: Du behøver ikke kende operaen for at følge kampen.

Hvordan antyder det abstrakte gitter i »Majbilledet« forår?

»Majbilledet« er fra 1925. Det år flyttede Bauhaus fra Weimar til Dessau, hvor Klee underviste. Maleriet er et landskab brudt op i små kvadrater, der ser ud til at fortsætte ud over arkets kanter. Metropolitan Museum of Art, som ejer originalen, placerer værket i den serie, museet kalder »Magiske kvadrater«.

»Majbilledet«

Serien voksede direkte ud af rejsen til Tunesien i 1914. Met gør forbindelsen tydelig: Det, Klee først så i det nordafrikanske lys, blev et årti senere til et system af farvefelter, hvor hvert felt har sin egen tone og samtidig indgår i en helhed. Ifølge museet kan kvadraterne læses som uregelmæssige sten i en mosaik. Og her melder foråret i titlen sig.

Maj betegner en tid på året, ikke den dag, billedet blev malet. Titlen fortæller ikke, hvornår billedet blev til. Den beder dig se de grønne farver og de bløde overgange som udtryk for årstiden. Det løse gitter blander grønt, rødt, blåt og dæmpet gråt. Hvert felt er indrammet af en fin sort streg, og de bløde overgange holder hele fladen i bevægelse. Sådan kan en gåtur i maj også være: flere grønne nuancer på én gang og lyspletter, der flytter sig, når skyerne driver forbi.

Ser du længe nok på dette gitter fra Bauhausårene, viser årstiden sig mere i rytmen end i en enkelt farve. Metropolitan Museum of Art ser billedet som et vidnesbyrd om Klees vedvarende interesse for farveteori, som han også trak på i sin undervisning ved Bauhaus.

Hvor ligger parken i »Parken ved Lu.«?

I 1938 havde Klee været tilbage i Schweiz i fem år. I 1933 fik nationalsocialisterne ham afskediget fra sin lærerstilling ved kunstakademiet i Düsseldorf, og sidst på året forlod han Tyskland sammen med sin kone og vendte tilbage til sin hjemby Bern. »Park bei Lu.«, som maleriet hedder på tysk, stammer fra årene derefter. Det tilhører i dag Zentrum Paul Klee i Bern og er udført i olie og klisterfarve på papir monteret på jute, stadig med de oprindelige rammelister.

»Parken ved Lu.«

Den korte titel ligner en forkortelse, og siden, der præsenterer værket blandt kulturtilbuddene i Bern, læser den som en park ved Luzern. Ifølge siden udsprang maleriet af et naturindtryk, Klee fik i en park dér. Lu er altså en forkortelse af byens navn. Maleriet er stort nok til, at de nøgne grene ligner kraftige, sorte streger, mens klare farver lyser i mellemrummene.

Den schweiziske turismeside, der præsenterer værket, fremhæver noget, der er værd at gentage: Grenene er nøgne som om vinteren, men billedet er ikke et vinterbillede. Forår og vinter, død og blomstring, findes side om side i ét billede. Museums- og gallerikilder beskriver »Park bei Lu.« som et maleri fra 1938. Du kan hænge dette sene geometriske landskab op og selv afgøre, hvilken årstid der vinder.

Hvad fortæller Klees sidste leveår om »Timen før én nat«?

Klee daterede værket til 1940, det år, hvor han døde den 29. juni i Muralto nær Locarno. Årstallet placerer værket inden for hans sidste seks levemåneder, men fortæller hverken, hvilken dag han skabte det, eller hvilken nat titlen sigter til. Titlen, »die Stunde vor einer Nacht«, nævner en time og en nat, ikke andet: ingen begivenhed, ingen person, intet sted. Værkkataloget bruger den engelske titel »The Hour Before a Night«, mens Metropolitan Museum of Art, der ejer arket, bruger »The Hour Before One Night«.

»Timen før én nat«

Selve billedet er bygget op af kraftige sorte streger, der danner et net af kantede former på en dæmpet grå bund med flade indslag af rødt og blåt. Balancen mellem orden og spontanitet kendetegner den sene Klee: Stregerne leder øjet, mens formerne forbliver åbne og uden navne. Du kan selv se spændingen i dette markante sene værk.

Dets senere historie er lettere at følge end dets indre betydning. I 1952 blev det solgt til baron Floris Carselius van Pallandt fra Haag, gik i arv til en privat samling og blev den 1. december 1981 solgt hos Christie's i London til Heinz Berggruen. Berggruen skænkede det til Met i 1984, hvor det indgår i The Berggruen Klee Collection, men museet oplyser, at arket ikke er udstillet i øjeblikket. Monteringen bærer stadig Klees egne påtegninger: hans signatur øverst til venstre og nummeret »1940 L 17« nederst til venstre.

Klees sidste år var svære. Efter Hitlers magtovertagelse blev han afskediget i Düsseldorf, og Gestapo ransagede hans hjem og atelier. Han vendte tilbage til Schweiz i 1933, hvor han arbejdede trods isolation og økonomisk usikkerhed, og han blev ved med at skabe kunst til det sidste. Datoen på arket vidner om den vedholdenhed, ikke om en forudsigelse: Klee forklarede aldrig, hvilken nat titlen henviser til, og gåden er en del af billedets dragende kraft.

Vidste du det?

  • Klee begyndte at føre dagbog i 1898, da han var 19 år, og gav hver optegnelse en dato og et nummer.
  • Metropolitan Museum of Art bemærker, at hans kunstneriske uddannelse, der begyndte i München i 1898, på sin vis varede frem til rejsen til Tunesien i 1914.
  • I 2014 samlede Zentrum Paul Klee for første gang i næsten 30 år over 140 værker, som blev skabt under rejsen til Tunesien eller inspireret af den.
  • »Majbilledet« indgår i The Berggruen Klee Collection på Metropolitan Museum of Art, som modtog det som gave i 1984.
  • Klee blev født den 18. december 1879 i Münchenbuchsee nær Bern.
  • Klee døde den 29. juni 1940, kort før han fik schweizisk statsborgerskab, og ligger begravet i Bern.

Spørgsmål om Paul Klee

Hvilken kunstretning tilhørte Paul Klee? Det er svært at placere Klee i én bestemt retning. Hans billedsprog forblev personligt, selv om undervisningen ved Bauhaus prægede hans senere værker. Han byggede ofte billederne op af tegn, gitre og små farvefelter, med fine sorte streger som bærende struktur. Serien »Magiske kvadrater« er det tydeligste eksempel.

Hvilke museer har malerier af Paul Klee? De syv værker er fordelt på fire samlinger: Metropolitan Museum of Art i New York, National Gallery of Art i Washington, Kunstmuseum Basel og Zentrum Paul Klee i Bern. Met oplyser, at »Timen før én nat« ikke er udstillet, så tjek det inden besøget.

Hvad er »Senecio« af Paul Klee? Det er et portræt fra 1922, bygget op af flade geometriske felter i orange, rosa, gult og hvidt. Den alternative tyske titel »Baldgreis« antyder, at personen bliver gammel. Kunstmuseum Basel købte originalen i 1931, ni år efter at Klee malede den.

Hvorfor ændrede rejsen til Tunesien Klees brug af farver? I april 1914 oplevede Klee det nordafrikanske lys og bygningskunsten sammen med August Macke og Louis Moilliet. Ved portene til Kairouan skrev han i sin dagbog, at farven havde grebet ham. Metropolitan Museum of Art trækker en linje fra rejsen til de gennemsigtige farveflader i hans Hammamet-akvareller og videre til gitrene i serien »Magiske kvadrater« fra 1920'erne.

Spillede Paul Klee musik? Han blev født i 1879 af musikalske forældre, var en begavet violinist og overvejede kortvarigt at gøre musikken til sin levevej. Musikken dukker også op i hans titler: Værket om »Søfareren« fra 1923 nævner en komisk-fantastisk opera, og den syngende fugl i »Persiske nattergale« bringer et musikalsk motiv ind i maleriet.

Hvilke af værkerne kan jeg hænge op derhjemme? Alle syv findes i vores samling af kunsttryk med Paul Klee. Hvert værk trykkes på fine art-papir i museumskvalitet i Barcelona og sendes til hele Europa. Plakaterne i denne artikel er et godt sted at begynde, uanset om du søger den varme geometri i »Senecio« eller de mørkere streger fra hans sene år i »Timen før én nat«.

Plakater fra vores samling

Om forfatteren

MORYARTY Vintage Posters blev grundlagt i 2015 ud fra en enkel overbevisning: Kunst skal ikke kun være for mennesker med høje indkomster. Vi finder vores plakater på museer, i biblioteker, i digitale og private samlinger. Hver enkelt restaurerer vi i hånden uden at ændre motivets udformning eller farver, og vi trykker dem selv i Barcelona på fine art-papir i museumskvalitet. Du kan se vores plakater i fem fysiske butikker, to i Barcelona og tre i Lissabon. Alle tryk sendes fra Barcelona til resten af Europa.

Kilder

Tilbage til blog