Hokusai blev født i Edo, det nuværende Tokyo, i 1760 og døde samme sted i 1849. Det er lettere at forstå kunst af Hokusai, når du ser hans tryk som genstande, der skulle sælges, tages med og samles på, frem for som enkeltstående mesterværker. De syv værker nedenfor er alle farvetræsnit, og tilsammen forbinder de kunstnerens blik for naturen med samtidens handelsruter, pilgrimsveje og folkesagn.

Fire af trykkene stammer fra »Seksogtredive udsigter over Fuji«, to fra »En rundrejse til provinsernes vandfald« og ét fra en serie med store blomster uden titel. De har samme udgiver, Nishimuraya Yohachi, der drev sit forlag under navnet Eijūdō.

Hvilken blå farve brugte Hokusai i »Den store bølge ud for Kanagawa«, og hvor kom den fra?

Hokusai tegnede »Under bølgen ud for Kanagawa« (»Kanagawa oki nami ura«), også kendt som »Den store bølge ud for Kanagawa«, til farvetræsnitserien »Seksogtredive udsigter over Fuji«, og det blev trykt til et bredt publikum i Edo. Det var ikke et unikt maleri til et palads eller et tempel. Det var et tryk til salg, som almindelige mennesker kunne købe, have med hjem og betragte, og det solgte særdeles godt, da det udkom i begyndelsen af 1830'erne.

Hokusai kunne gengive havet sådan takket være en blå farve, som kun lige var nået til Japan. Berlinerblåt, et nyt syntetisk pigment, kom ind i landet via Kina og Nederlandene, de eneste to handelspartnere, Japan havde i de år. Det var langt mere lysægte og gav en langt kraftigere farve end de blå pigmenter, japanske træsnitkunstnere hidtil havde brugt. Tidligere brugte man indigo og farvestof fra dagblomst, som begge var betydeligt svagere. Det nye pigment gav tegnerne muligheder, de aldrig før havde haft.

Trykkerne skiftede ikke bare den ene blå farve ud med den anden. Undersøgelser af bevarede aftryk viser, at de kombinerede indigo og berlinerblåt og trykte dem i lag for at få de mange blå nuancer i vandet frem. Derfor rummer havet så mange toner: virkningen skyldes de to pigmenter i samspil, ikke at det ene helt erstattede det andet.

British Museum anslår, at man kan have trykt mellem 5.000 og 15.000 aftryk i Edoperioden. Værket var skabt til at blive trykt og solgt igen og igen, og dets berømmelse i Japan byggede på den gentagne fremstilling, ikke på sjældenhed.

Senere rakte berømmelsen langt ud over grafikkens verden. Kompositionen siges at have inspireret både »La Mer« af Debussy og digtet »Der Berg« af Rilke.

I dag findes originale aftryk på museer på flere kontinenter, blandt andre Metropolitan Museum of Art i New York, Art Institute of Chicago, Rijksmuseum i Amsterdam og British Museum i London.

Hvorfor »Søndenvind, klar himmel« af Hokusai er kendt som »Røde Fuji«

»Søndenvind, klar himmel« (»Gaifū kaisei«), også kendt som »Røde Fuji«, viser Fuji som en markant trekant mod en kølig blå himmel, med bjergsider i dybe røde og jordbrune toner. Tilnavnet skyldes et virkeligt vejrfænomen. I sensommeren eller det tidlige efterår, når vinden kommer fra syd og himlen er klar, kan den opgående sol farve bjerget rødt. Det er det øjeblik, trykket viser.

Hele serien byggede på det nyimporterede berlinerblåt, og de første motiver blev hovedsageligt trykt i blå toner med blå konturer. Først da udgiveren Nishimuraya Yohachi var sikker på, at serien ville sælge, gik han over til en bred farvepalet.

Takket være succesen voksede serien fra 36 til 46 motiver. Udgiveren havde planlagt mere end hundrede, men udgivelsen sluttede med 46.

Et tryk som dette kom ikke fra én enkelt træblok. Hver farve i billedet krævede sin egen udskårne blok, så hvert ark blev til i et samarbejde mellem kunstneren, træskærerne og trykkerne under udgiverens opsyn. Billedet ligner én persons værk, men et lille værksted stod bag fremstillingen.

Metropolitan Museum of Art i New York har et aftryk, købt for midler fra Rogers Fund i 1914. Et andet findes på British Museum i London, og et tredje blev givet til Harvard Art Museums af Friends of Arthur B. Duel i 1933.

Hvorfor valgte Hokusai Enoshima i provinsen Sagami?

»Enoshima i provinsen Sagami« (»Sōshū Enoshima«) er det ømotiv, Hokusai valgte som et af værkerne i »Seksogtredive udsigter over Fuji«. Nishimuraya Yohachi udgav trykket omkring 1831 under forlagsnavnet Eijūdō. Den gamle provinsbetegnelse i titlen placerer øen i Sagami, og billedet viser dens klippeskrænter og rullende bølger i kølige blå og grønne toner, der afbalancerer papirets varme beige farve.

Enoshima var ikke bare et landskab. Den lille ø og byen ved kysten var et pilgrimsmål. På øen findes tidevandsbassiner og grotter langs havet. Her ligger også et stort tempel viet til Benzaiten, den buddhistiske guddom for kunst, rigdom og held.

Hokusai var i halvfjerdserne, da serien med Fuji udkom, og den var langtfra hans eneste projekt. Han udgav den ene serie af farvetryk efter den anden i de år. I 1830'erne, hans mest produktive periode som grafiker, bragte hans billeder af berømte steder, kaldet meisho-e, ham stor berømmelse.

Han brugte mere end tredive kunstnernavne gennem livet, blandt dem Shunro, Sori, Hokusai, Gakyojin, Iitsu og Manji Rojin. Navnet Iitsu står på trykkene i serien med Fuji.

Metropolitan Museum of Art i New York har et aftryk, som museet erhvervede i 1936 som en del af Howard Mansfield Collection.

Hvorfor viser Hokusai rejsende, der bæres over Ōi ved Kanaya?

»Fuji set fra Kanaya på Tōkaidō« (»Tōkaidō Kanaya no Fuji«) viser overfarten over floden Ōi på landevejen Tōkaidō, hvor bærere bar de rejsende og deres bærestole over vandet. På trykket bærer de folk over floden på platforme, mens Fuji rejser sig roligt i det fjerne bag dem.

Det var ingen tilfældighed, at broen manglede. Regeringen under Tokugawa forbød af militære grunde enhver større bro over Ōi ved Kanaya. Den forbød også færger. Den eneste vej over gik gennem vadestedet, hvor bærere bar og ledsagede hver enkelt rejsende.

Når vandstanden var høj, var det hverken tilladt eller muligt at krydse floden. De rejsende kunne blive nødt til at vente i Shimada på den ene bred eller Kanaya på den anden i dagevis, nogle gange i ugevis, indtil vandet var lavt nok til, at de kunne vade over. Ōi var en farlig hindring på rejsen.

Ventetiden frustrerede de rejsende, men gav indtægter til de to byer, mens flodbærerne tjente deres levebrød ved at bære folk over. Overfarten var en stor forretning på begge bredder. Ved slutningen af Edoperioden havde Shimada og Kanaya tilsammen over 1.300 flodbærere: en hel lokal økonomi byggede på at bære mennesker gennem vand, hvor ingen bro måtte stå.

Først efter shogunatets fald kom forandringen. Færger overtog arbejdet fra bærerne ved Ōi i 1871, og i 1879 åbnede den første bro mellem Shimada og Kanaya endelig. Dermed sluttede den form for overfart, som trykket viser.

Metropolitan Museum of Art i New York har et aftryk, som museet modtog gennem en testamentarisk gave fra Henry L. Phillips i 1939.

Hvilket sagn knytter sig til Yōrōvandfaldet?

»Yōrōvandfaldet i provinsen Mino« (»Mino no Yōrō no taki«) viser en dramatisk lodret vandstrøm, indrammet af forrevne klipper og frodigt løv, med hvide højlys i vandet. Hokusai skabte det som et af otte tryk i serien »En rundrejse til provinsernes vandfald« (»Shokoku taki meguri«), hvor hvert ark viser et virkeligt sted, man kan besøge.

Til stedet knytter sig et japansk folkesagn om en søns hengivenhed. I sagnet henter en hengiven søn vand fra Yōrōvandfaldet til sin døende far, som kommer sig efter at have drukket det. Historien knytter vandfaldet til en søns kærlighed til sin far.

Ved at vælge navngivne vandfald til alle otte tryk knyttede Hokusai serien til traditionen for meisho-e, billeder af berømte steder. I hans vandfaldsmotiver optræder der ofte små menneskefigurer, som understreger vandfaldenes størrelse og kraft.

Trykkene var resultatet af et samarbejde, men Hokusai fulgte sin del af arbejdet tæt. Bevarede breve viser, at han holdt øje med hver eneste detalje i trykningen og klagede til udgiverne, når arbejdet ikke levede op til hans krav. Han skrev også til træskæreren Sugita om dårligt skårne øjne og næser i sine illustrationer til bogen »Ehon Toshisen« (1833) og bad om at få dem lavet om.

Efter Hokusai døde, fremstillede man forfalskninger af vandfaldsserien i høj kvalitet, overbevisende nok til at narre mange vestlige samlere.

Art Institute of Chicago har et aftryk fra Clarence Buckingham Collection. Andre findes på Metropolitan Museum of Art i New York, Norton Simon Museum og Saint Louis Art Museum.

Kirifurivandfaldet og Hokusais vandfaldsserie

»Kirifurivandfaldet ved bjerget Kurokami i Shimotsuke« (»Shimotsuke Kurokamiyama Kirifuri no taki«) er et studie i lodrette former. Her tegner Hokusai det faldende vand i kølige blå og blågrønne toner mod papirets varme beige farve, mens små figurer ved foden viser faldets størrelse. Kirifuri betyder “faldende tåge”, og stedet ligger nord for Nikkō i det nuværende Tochigi-præfektur, ved foden af bjerget Akanagi.

Længe før Hokusai tegnede det, beundrede pilgrimme på besøg ved områdets helligdomme og templer vandfaldet og dets placering i højlandet.

Det virkelige vandfald er omkring 76 meter højt og falder i tre etaper: et lodret fald, et næsten vandret forløb og så endnu et styrt over forrevne klipper. Det var et populært udflugtsmål, mens Hokusai levede, og det er det stadig.

»En rundrejse til provinsernes vandfald« var den første serie inden for ukiyo-e, der udelukkende havde faldende vand som tema. Den fik ros for sin opfindsomme og udtryksfulde skildring af det ene motiv. De importerede pigmenter hjalp til. Berlinerblåt og andre mineralpigmenter, der kom til Japan fra Europa, havde givet landskabskunstnere nye muligheder for at skildre vand og himmel i træsnit.

Metropolitan Museum of Art i New York har et aftryk, og det samme har Art Institute of Chicago og Harvard Art Museums i Cambridge.

Sådan signerede Hokusai »Hortensia og svale«

»Hortensia og svale« er et tryk med fugle og blomster fra begyndelsen af 1830'erne, skabt til en serie med store blomster uden titel. Svalen skærer gennem luften over en klynge hortensiablomster og brede grønne blade. Den blåsorte fjerdragt står mod løvets dæmpede grønne toner og de blege kronblade, og trykket lader store flader af bart papir stå omkring motivet.

Trykket udsprang af det samme samarbejde mellem kunstner og forlag som landskaberne. Nishimuraya Yohachi udgav arket gennem sit forlag Eijūdō, så samarbejdet bag serierne med Fuji og vandfaldene omfattede også blomstermotiver.

Hokusai sørgede også for, at arket bar hans navn. Trykket bærer signaturen “zen Hokusai Iitsu hitsu” med navnet Iitsu, som han brugte i sine senere år. Dermed står kunstnerens navn på selve papiret, ligesom i serien med Fuji. Art Institute of Chicago og Museum of Fine Arts har hver et aftryk.

Vælg det tryk, hvis historie du helst vil have omkring dig derhjemme: bølgens importerede blå farve, Ōi uden broer eller sønnen ved Yōrōvandfaldet. Når trykket hænger på din væg, følger historien med.

Vidste du det?

• Et aftryk af »Fuji set fra Kanaya på Tōkaidō« fra Michener Collection i Honolulu indgik i udstillingen »Hokusai's Summit« på Asian Art Museum of San Francisco i 2009 og 2010.
• »Enoshima i provinsen Sagami« er motiv nr. 25 i »Seksogtredive udsigter over Fuji«.
• Trykket med Yōrōvandfaldet bærer signaturen “Zen Hokusai Iitsu fude”.
• »Seksogtredive udsigter over Fuji« solgte godt, blandt andet fordi bjerget var genstand for en levende folkelig dyrkelse på den tid, hvor Hokusai levede.
• Aftrykket af »Røde Fuji« på Harvard Art Museums har den trykte signatur “Hokusai Aratame Iitsu hitsu”.

Spørgsmål fra læserne om Hokusai

Hvad er det mest berømte kunstværk af Hokusai? »Den store bølge ud for Kanagawa« fra serien »Seksogtredive udsigter over Fuji«. Hokusai legede med perspektivet, så Fuji bliver til en lille trekantet bjergtop i bølgedalen under bølgekammen.

Hvilken stil arbejdede Hokusai i? Han arbejdede med farvetræsnit inden for ukiyo-e, en teknik med skarpe konturer og flade farvefelter. Det nyimporterede berlinerblåt gav landskabskunstnere som ham nye muligheder for at vise vand og himmel. Han fulgte også den buddhistiske lære fra Nichiren Daishonin, og hans vandfaldstryk giver en stærk fornemmelse af, at vandet lever. Det afspejler hans animistiske tro.

Hvorfor er »Røde Fuji« rødt? På grund af det vejr, trykket viser: I sensommeren eller det tidlige efterår, med vind fra syd og klar himmel, kan den opgående sol farve bjergsiderne røde. Metropolitan Museum of Art viser det side om side med »Storm under Fuji« fra samme serie for at fremhæve kontrasten. Her lyser et hvidt lyn over en blæksort bund.

Hvem udgav trykkene af Hokusai? Nishimuraya Yohachi, der drev sit forlag under navnet Eijūdō, udgav »Seksogtredive udsigter over Fuji«, vandfaldsserien og de store blomstertryk, som vi har omtalt her. Et brev fra 1836 viser, at han ved midten af årtiet var kommet i økonomiske vanskeligheder.

Hvornår lavede Hokusai sine mest kendte tryk? Han sagde, at intet af det, han havde tegnet, før han fyldte halvfjerds, var værd at tage i betragtning. Han udgav den ene serie af farvetryk efter den anden i halvfjerdserne og blev 89 år.

Hvor kan jeg se tryk af Hokusai på nært hold? Originale aftryk findes i store museumssamlinger, blandt andet på Metropolitan Museum of Art i New York, British Museum i London og Art Institute of Chicago. Tokyo Fuji Art Museum har et aftryk af »Fuji set fra Kanaya på Tōkaidō«, som har været vist på udstillinger i Niigata, Curitiba og Kaohsiung.

---

Om forfatteren

Vi står bag Moryarty, en europæisk virksomhed, og har siden 2015 restaureret og trykt vintageplakater på vores værksted i Barcelona. Vi finder vores plakater på biblioteker, museer og i digitale og private samlinger, restaurerer hvert værk i hånden uden at ændre det oprindelige design eller farverne og trykker det på vores eget værksted på mat papir i museumskvalitet. Træsnittene af Hokusai er blandt de værker, vi holder allermest af, og vi fortæller med glæde deres historier til læsere i hele Europa.

Kilder

▾

• The Metropolitan Museum of Art – »Under bølgen ud for Kanagawa« (»Den store bølge ud for Kanagawa«)
• British Museum – »Den store bølge ud for Kanagawa«: find forskellen
• Wikipedia – »Seksogtredive udsigter over Fuji«
• The Metropolitan Museum of Art – »Søndenvind, klar himmel« (»Røde Fuji«)
• British Museum Images – »Søndenvind, klar himmel« (»Røde Fuji«)
• Harvard Art Museums – »Fuji set i mild vind på en klar morgen«
• The Metropolitan Museum of Art – »Enoshima i provinsen Sagami«
• Sotheby's – »Enoshima i provinsen Sagami«
• Ronin Gallery – »Enoshima i provinsen Sagami«
• Fuji Arts – »Enoshima i provinsen Sagami«
• Wikidata – »Enoshima i provinsen Sagami«
• The Metropolitan Museum of Art – »Fuji set fra Kanaya på Tōkaidō«
• The Metropolitan Museum of Art – »Smukke rejsende vader over floden Ōi«
• Wikipedia – Shimada, Shizuoka
• Old Photos of Japan – På ryggen af en bærer over de mægtigste floder langs Tōkaidō
• Tokyo Fuji Art Museum – »Fuji set fra Kanaya på Tōkaidō«
• The Torch, University of Oxford – »Yōrōvandfaldet«
• Art Institute of Chicago – »Yōrōvandfaldet i provinsen Mino«
• The Metropolitan Museum of Art – »Yōrōvandfaldet i provinsen Mino«
• Wikipedia – »En rundrejse til provinsernes vandfald«
• Wikipedia – »Tre rejsende foran et vandfald«
• Worcester Art Museum – »Kirifurivandfaldet ved bjerget Kurokami«
• Worcester Art Museum – Pilgrimsfærd til de vandfald, Hokusai skildrede
• Philadelphia Museum of Art – »Kirifurivandfaldet«
• The Metropolitan Museum of Art – »Kirifurivandfaldet ved bjerget Kurokami«
• Art Institute of Chicago – »Hortensia og svale«
• Ukiyo-e.org – »Hortensiaer og svale« (Museum of Fine Arts)
• Wikipedia – »Den store bølge ud for Kanagawa«
• The Metropolitan Museum of Art – tryk på bestilling, »Under bølgen ud for Kanagawa«
• Arts To Hearts Project – Historien bag »Den store bølge ud for Kanagawa«
• MOA Museum of Art – »Seksogtredive udsigter over Fuji« af Hokusai
• Ukiyo-e.org – »Fuji set fra Kanaya på Tōkaidō« (Michener Collection)