GUSTAV KLIMT|12 MIN. LÆSETID

Hvad Gustav Klimts værker betyder

Du kender guldet. Måske ved du ikke, hvem Klimt malede sine mest elskede billeder til, og hvad der skete med dem, da de forlod hans atelier.

SKREVET AF Moryarty

DEL
»Dame med muffe« af Gustav Klimt, 1916
Gustav Klimt, CC BY-SA 4.0, via Wikimedia Commons

Hvad Gustav Klimts kunst betyder, afhænger af, hvilket værk du ser på, og hvad der skete med det, efter at det blev til. Klimt var maler i Wien. Han blev født i 1862 og døde i 1918 og var med til at grundlægge Wiener Secession, gruppen, der brød med byens konservative kunstmiljø i 1897. I løbet af sin karriere gik han fra vægmalerier i store offentlige bygninger til portrætter for private mæcener, og motiverne ændrede sig med bestillingerne. De syv værker, vi følger her, spænder over bibelske motiver, en universitetsbestilling, private portrætter og bestillinger til udsmykning af bygninger.

Et værks betydning begynder med, hvorfor det blev skabt, og til hvem. Den formes videre af de første reaktioner og af det, senere generationer valgte at se i værket, og ændrer sig igen med ejerhistorien og værkets skæbne. De syv historier kredser om de samme temaer: kærlighed, sundhed, identitet og kunstnerisk frihed, og dertil kommer den mørkere historie om konfiskation, ødelæggelse under krigen og tilbagelevering i det 20. århundrede.

Hvorfor vakte Klimts maleri med Hygieia vrede hos professorerne i Wien, og hvorfor brændte det i 1945?

Klimt malede ikke sundhedsgudinden på et selvstændigt lærred. Hun er figuren nederst i »Medicin«, et af de tre fakultetsmalerier, Klimt fik til opgave at male til loftet i festsalen på universitetet i Wien. Kultur- og undervisningsministeriet havde bestilt »Filosofi«, »Retsvidenskab« og »Medicin« til salen i den nye bygning på Ringstrasse, som Heinrich von Ferstel havde tegnet, og som åbnede i 1884. Hvor udsmykning af offentlige bygninger normalt hyldede menneskelige bedrifter, valgte Klimt at vise menneskelivet som en skæbne præget af sygdom og død.

»Hygieia«

Hygieia fremstår som en figur, der forener liv og død, et radikalt brud med den sædvanlige fremstilling af sundhedsgudinden. »Medicin« blev vist første gang på den tiende udstilling hos Wiener Secession i 1901. Reaktionen var præget af endnu større vrede end den, »Filosofi« havde mødt: Et lægefagligt tidsskrift angreb maleriet, og en gruppe universitetslærere indgav en formel klage over det.

Berta Zuckerkandl fortæller i sine erindringer, at rektoren læste en protestskrivelse op, som kaldte det en fornærmelse mod kunsten, hvis man accepterede loftsmalerierne. En dekan sagde, at Klimt havde vovet at røre ved det, Rafael havde skabt for evigheden. Anatomen Emil Zuckerkandl stod på den anden side som en af de få professorer, der skrev under på, at malerierne skulle bevares. Striden sluttede i 1905, da Klimt ophævede sin kontrakt med ministeriet og købte de tre værker tilbage. Derefter tog han ikke flere offentlige opgaver, men vendte sig mod private kunder.

Efter tilbagekøbet kom de tre malerier i private samleres eje. De skiftede hænder flere gange, og i 1938 konfiskerede nazisterne dem fra deres jødiske ejere. De tre lærreder blev bragt til et kunstdepot på Immendorf Slot i Niederösterreich under krigen. Her gik de til i en brand den 8. maj 1945. Man mener, at tilbagetrækkende SS-styrker satte ild til slottet, men det er aldrig blevet endeligt fastslået. Intet museum har i dag det originale »Medicin«.

Tilbage er en sparsom, men værdifuld dokumentation. Den eneste farvegengivelse af udsnittet med Hygieia fra før branden er planche 10 i bogen »Klimt: Eine Nachlese« af Max Eisler, udgivet i Wien i 1931. Israel Museum i Jerusalem, Albertina og Wien Museum har vigtige forstudier til »Medicin«. Sammen med fotografier gør de det muligt at studere værket, selv om selve maleriet er væk.

Et nyt kapitel begyndte den 13. november 2024, da en farverekonstruktion af »Medicin« blev afsløret på facaden af en af Wiens medicinske universitets forskningsbygninger på campus ved AKH Wien. Rekonstruktionen er cirka 12 gange 8 meter stor og fremstillet med kunstig intelligens. Google Arts & Culture lavede rekonstruktionen sammen med Belvedere i Wien. Rekonstruktionen fra 2024 giver besøgende og ansatte mulighed for igen at se hele »Medicin« i farver, på en universitetsbygning og med Hygieia nederst. Indtil da kendte man kun den samlede komposition i sort-hvid.

Judith og skiftet fra bibelsk heltemod til seksuel magt

Klimts »Judith« med bladguld forvandler den bibelske fortælling om en by, der bliver reddet gennem en halshugning, til noget, der snarere ligner en kamp mellem kønnene. Belvedere i Wien, som ejer maleriet, fortolker hende i dag som et farligt, forførende ikon for kvindelighed. Museet påpeger, at billedet ikke levner plads til den mandlige angriber. Judith holder hovedet næsten ømt, som om hun skubber det ud af billedet.

»Judith med Holofernes’ hoved«

Maleriet er udført i olie og bladguld på lærred og signeret nederst til venstre. Øverst på rammen står titlen »JUDITH UND HOLOFERNES«. Et katalog fra Wiener Secession fra 1901 opfører værket i sal III som nummer 20, »Judith und Holofernes«, med bemærkningen Privatbesitz, altså privateje. Navnet »Judith I« bruges for at skelne det fra det andet Judithbillede, som Klimt malede i 1909.

Den dokumenterede ejerhistorie begynder i Wien. I 1901 tilhørte billedet Anton Loew. I 1907 var det overgået til Sophie Loew-Unger, også i Wien, og i 1920 var det hos Berthe Hodler i Genève, enken efter maleren Ferdinand Hodler. I 1954 købte Belvedere maleriet af hende og bragte det tilbage til Wien.

Nogle forfattere har genkendt ansigtstræk fra Adele Bloch-Bauer i Judith og bemærket, at hendes halsbånd ligner det i Klimts senere portræt af Adele. Men intet dokument fastslår, at det er hende. Maleriet hænger i dag i Øvre Belvedere.

Hvordan Beethovenfrisen overlevede sin midlertidige udstilling

»Beethovenfrisen« blev skabt til den fjortende udstilling hos Wiener Secession, der løb fra den 15. april til den 27. juni 1902 og var en hyldest til komponisten. Enogtyve kunstnere arbejdede på udstillingen under ledelse af Josef Hoffmann med det mål at forene arkitektur, maleri, skulptur og musik. Max Klingers Beethovenstatue stod i hovedsalen, mens Klimts frise strakte sig langs det venstre siderum, som de besøgende først kom ind i. En åbning i væggen gav udsyn til statuen. Klimt var på det tidspunkt formand for Wiener Secession.

»Beethovenfrisen«

Frisen følger den fortolkning af den niende symfoni af Beethoven, som Richard Wagner udgav i 1846. Billedforløbet slutter med et englekor og to elskende i en omfavnelse. De repræsenterer Schillers »Ode til glæden« og en lykke, der opnås gennem kærlighed.

En kritiker skrev, at frisen måske ville egne sig til en grotte for hedenske orgier, men ikke til udstillingslokaler, hvor man inviterede respektable kvinder og piger. Publikum var uenigt. Udstillingen tiltrak næsten 60.000 besøgende og blev en af de største publikumssucceser for Wiener Secession. Ved forpremieren placerede Gustav Mahler seks basunister på trappen for at spille hans eget arrangement af et uddrag af den musik, Beethoven havde skrevet til »Ode til glæden«.

Frisen skulle kun være midlertidig, og de andre kunstneres vægmalerier blev ødelagt, da udstillingen lukkede. Wiener Secession havde allerede planlagt en stor retrospektiv udstilling med Klimt året efter. Carl Reininghaus, der støttede Klimt som mæcen, købte frisen og fik den taget ned fra væggen. Det er derfor, den overhovedet findes i dag. Han fandt ikke et egnet sted at vise den, og da August Lederer købte den i 1915, kunne han heller ikke udstille den.

Nazisterne konfiskerede frisen. Efter Anden Verdenskrig fik Erich Lederer i Genève den tilbage, men han blev nægtet tilladelse til at føre den ud af landet. Efter 1961 blev frisen opbevaret i Nedre Belvedere. I 1973 solgte Lederer den til Republikken Østrig for cirka 750.000 amerikanske dollar, men nogle kilder angiver 1972.

Den føderale fredningsmyndighed restaurerede frisen under ledelse af Manfred Koller og afsluttede arbejdet i 1984. En kopi i fuld størrelse, fremstillet under restaureringen, blev vist på Venedigbiennalen samme år. I 1985 udstillede Künstlerhaus den restaurerede frise i en rekonstruktion af siderummet tegnet af Hoffmann. Siden 1986 har publikum kunnet se den i dens eget rum i kælderen i Secessionbygningen. Arvingerne efter Lederer krævede frisen tilbage i 2013, men en statslig kommission afviste deres anmodning i 2015.

Hvem var Adele Bloch-Bauer, og hvordan blev hendes portræt vundet tilbage?

I sommeren 1903 bad bankmanden Ferdinand Bloch-Bauer Klimt om at male hans kone Adele. Ifølge en beretning skulle portrættet være en gave til hendes forældres jubilæum i oktober. Klimt arbejdede på det i flere år. Det færdige »Portræt af Adele Bloch-Bauer I«, udført i olie, guld og sølv på lærred og signeret og dateret 1907 nederst til højre, er blandt hans mest slående billeder. Adele sidder rank omgivet af guld med fint foldede hænder, og Jewish Women's Archive beskriver resultatet som en moderne, ikonisk skildring af en fornem dame.

»Portræt af Adele Bloch-Bauer I«

Publikum så maleriet første gang i begyndelsen af 1907 i Mannheim, samme år som det blev færdigt, og derefter på Kunstschau i Wien i 1908. I 1938 beslaglagde nazisterne det i hjemmet hos familien Bloch-Bauer sammen med fire andre malerier af Klimt. I 1941 gav den nazistisk udpegede advokat, som forvaltede Ferdinands formue, portrættet til Galerie Belvedere i Wien. Han hævdede, at han fulgte de ønsker, Adele havde udtrykt i sit testamente.

I årtier hang maleriet i Wien under navnet »Kvinden i guld«, en titel, der skjulte den portrætteredes identitet. Den nye titel fuldendte det, konfiskationen havde påbegyndt, ved at fjerne navnet Adele Bloch-Bauer fra skiltet. Portrættet, som skulle hædre hende, bar ikke længere hendes navn. I 1998 fastslog journalisten Hubertus Czernin, at Belvedere havde flere værker stjålet fra jødiske ejere og havde nægtet at levere dem tilbage. Portrættet var et af dem.

Maria Altmann, Ferdinands niece, hyrede advokaten E. Randol Schoenberg for at kræve fem værker af Klimt tilbage fra Belvedere. Sagen varede syv år og nåede blandt andet frem til den amerikanske højesteret. Schoenberg accepterede en voldgiftssag i Østrig, blandt andet fordi Altmann var 85 år. Hendes første reaktion var at kalde ham skør. I 2005 afgjorde et østrigsk voldgiftspanel, at malerierne skulle tilbage til arvingerne.

I 2006 solgte Altmann portrættet til Ronald Lauder for 135 millioner amerikanske dollar, dengang en rekordpris for et maleri. Lauder købte det til Neue Galerie New York, hvor det har været permanent udstillet siden 2006 i overensstemmelse med familiens ønsker. Schoenberg sagde, at Altmann solgte det dels for at fortælle sandheden om, hvad der var sket med hendes familie, dels fordi arvingerne, der ejede det i fællesskab, ikke havde råd til at forsikre det i et privat hjem. Navnet Adele Bloch-Bauer, som den gamle titel fjernede, er nu igen en del af maleriets identitet.

»Kysset« blev købt, før det var færdigt

Kunstschau Wien i 1908, som Klimt, Josef Hoffmann og deres kolleger organiserede på rekordtid, åbnede for publikum den 1. juni. Klimt havde ikke nået at færdiggøre sin berømte omfavnelse inden åbningen. Værket blev vist under den oprindelige titel »Liebespaar«. Maleriet var højdepunktet i Klimtsalen og hele udstillingens hovedattraktion. Det østrigske undervisningsministerium købte det til Moderne Galerie, mens udstillingen stadig var åben.

»Kysset«

Museet var åbnet blot fem år tidligere og hedder i dag Belvedere. Maleriet var stadig ufærdigt, da det blev købt for 25.000 kroner. I 1909 blev det færdiggjort og overdraget til ministeriet mod betaling af den aftalte pris. Belvedere anser det for sandsynligt, at Klimt foretog yderligere ændringer efter Kunstschau og frem til 1909. Et tidligt fotografi dokumenterer maleriets oprindelige udformning.

I efteråret 1909 opførte et katalog fra Moderne Galerie for første gang værket som »Kysset«, den titel, det i dag er verdensberømt under.

Materialerne forklarer meget af værkets gennemslagskraft. De elskendes dragter er udsmykket med bladguld, og baggrunden er fyldt med flager af guld, sølv og endda platin. Maleriet stammer fra højdepunktet i Klimts gyldne periode, hvor han udviklede en teknik, der kombinerede bladguld med oliefarver og bronzemaling. Klimt hentede inspiration til brugen af guld i byzantinske mosaikker og ikonmaleri. Ikoner med guldgrund er normalt forbeholdt religiøse motiver. Her brugte han stilen til verdslig kærlighed, og værket omtales ofte som et monumentalt ikon.

Mange går ud fra, at parret er Klimt og hans ledsager Emilie Flöge, måske ved Attersee, hvor de tilbragte deres somre. Belvedere bemærker, at ingen biografisk kilde siger, at Klimt ville portrættere sig selv og hende, så identifikationen er stadig et romantisk gæt. Til gengæld ved vi med sikkerhed, hvor maleriet har været. Det har været i samlingen på Belvedere siden købet og hænger i Øvre Belvedere i Wien som højdepunktet i den permanente samling.

»Opfyldelse« og tilblivelsen af spisestuen i Stocletpalæet

Den belgiske finansmand Adolphe Stoclet og hans kone Suzanne gav Josef Hoffmann og Wiener Werkstätte til opgave at tegne, udsmykke og indrette deres palæ i Bruxelles med formelle haveanlæg. Projektet løb fra 1905 til 1911. Klimt fik opgaven med at udforme mosaikfrisen til spisestuen. Hans tegning af de elskende i en omfavnelse er en af de ni kartoner, arbejdstegninger i fuld størrelse, som han lavede til frisen, hovedsageligt mellem 1908 og 1911.

»Opfyldelse«

»Opfyldelse«, også kaldet »Elskende«, er frisens afsluttende scene og modstykket til »Forventning« på den modsatte side. Temaet forventning og opfyldelse havde optrådt i Klimts tegninger siden 1904 eller 1905, flere år før bestillingsarbejdet var færdigt. De to scener vender mod hinanden på hver sin side af spisestuen.

Tegningen blev til i Wien og i Kammerl am Attersee med kridt, blyant og gouache samt bronze, sølv, guld og platin. Wiener Mosaik-Werkstätte under Leopold Forstner udførte frisen som mosaik, og arbejdstegningerne angiver emalje, guldindlæg og farvet glas.

MAK, museet for brugskunst i Wien, som har den originale tegning, anfører, at man kan antage, at de elskende er Gustav Klimt og Emilie Flöge. Det er fortsat et fortolkningsforslag, ikke et dokumenteret biografisk portræt. Den afsluttende omfavnelse minder om de elskende i slutningen af »Beethovenfrisen«, og tegningen er stilmæssigt nært beslægtet med »Kysset«.

Stocletpalæet er stadig i familiens private eje og ikke åbent for publikum. Derfor er det på kartonerne i Wien, man kan se udformningen. I 2012 viste MAK igen de ni bevarede kartoner efter flere års restaurering for at markere, at det var 150 år siden, Klimt blev født. Udstillingen hed »Forventning og opfyldelse« og løb fra den 21. marts til den 15. juli.

Hvem var Mäda Primavesi, og hvordan kom hendes portræt til New York?

Otto Primavesi, bankmand og industrimand fra en af de rigeste familier i Mähren, og hans kone Eugenia støttede den progressive kunst i Wien. Mellem 1912 og 1914 bestilte de portrætter af deres datter og hendes mor hos Klimt. Mäda var ni år, da arbejdet med Klimts portræt af hende begyndte.

»Mäda Primavesi«

Ifølge Mäda selv rejste hun og hendes mor regelmæssigt til Wien for at sidde model. Klimt lavede talrige skitser og afprøvede stillinger, dragter og baggrundsmotiver, før han fandt frem til den endelige version. I sommeren 1913 skrev han en kvittering til familien for et forskud på 15.000 kroner på de to portrætter af Mäda og hendes mor.

I det færdige værk bærer Mäda en hvid kjole med fine ornamenter. På forslag fra Klimt havde hans ledsager, designeren Emilie Flöge, lavet den. Familien støttede også Wiener Werkstätte: Otto Primavesi hjalp med at holde værkstedet økonomisk i live, efter at den første bagmand, Fritz Waerndorfer, var trådt ud. Familien Primavesi knyttede sig tæt til Klimt i 1910'erne og inviterede ham til jule- og nytårsfester på deres landsted i Winkelsdorf, tegnet af Josef Hoffmann.

The Metropolitan Museum of Art bemærker, at Mädas positur og udtryk viser en usædvanlig selvsikkerhed for en niårig. Den stemmer overens med hendes egen senere beskrivelse af sig selv som egenrådig og som en drengepige. At hun huskede sig selv som egenrådig, tyder på, at selvsikkerheden i portrættet var hendes egen og ikke blot et udtryk for familiens rigdom.

Otto Primavesi ejede portrættet fra 1913 til sin død i 1926, hvorefter hans enke Eugenia overtog det. Familien måtte sælge flere Klimt-malerier fra sin samling, sandsynligvis fordi Wiener Werkstätte gav underskud, og deres egen bank gik fallit. I 1928 kom portrættet via Hugo Bernatzik til Neue Galerie i Wien, som solgte det til Jenny Pulitzer Steiner.

Nazisterne beslaglagde portrættet hos Jenny Pulitzer Steiner i Wien i 1938, og hun fik det tilbage i 1951. I 1964 kom det til The Metropolitan Museum of Art i New York som en gave fra André og Clara Mertens. Gaven var til minde om maleriets tidligere ejer, Claras mor. Originalen hænger i sal 800 på The Met.

Se tilbage på de syv værker, og vælg det værk, du vil have hængende på væggen for dets historie, ikke kun for det guld, du først genkendte.

Vidste du det?

  • Klimt begyndte sin karriere sammen med sin bror Ernst og deres ven Franz Matsch i en gruppe kaldet Kunstnerkompagniet, der malede vægmalerier i store offentlige bygninger.
  • »Beethovenfrisen« regnes for det første værk i Klimts gyldne periode. Den kombinerer maling og guld med forgyldt stuk, perlemorsknapper, spejlfragmenter og halvædelsten, lagt på mørtel over sivmåtter.
  • Ifølge kunsthistorikeren Alessandra Comini kunne besøgende i 1902 genkende Gustav Mahler i frisens ridder med den gyldne rustning.
  • Klimts »Filosofi«, et af de tre universitetsmalerier, vandt en guldmedalje på verdensudstillingen i Paris, men blev alligevel angrebet af mange kritikere i Østrig.
  • Klimt lavede hundredvis af skitser og udkast til sine tre malerier til universitetet i Wien i 1890'erne.
  • Eduard Pernkopf, den nazistiske rektor og anatom, støttede en tilbagelevering af fakultetsmalerierne til universitetet, før de blev sendt til Immendorf Slot.
  • En anmeldelse i en wiensk avis den 9. januar 1916 beskrev et portræt af en cirka tiårig pige i hvid kjole. Klimtdatabasen identificerer det som portrættet af Mäda Primavesi.

Svar på spørgsmål om Gustav Klimt

Hvorfor blev »Medicin« af Klimt ødelagt? Maleriet med Hygieia nederst blev konfiskeret fra sine jødiske ejere i 1938 sammen med de to andre universitetsværker. Under krigen hang de tre malerier på en udstilling i Wien og kom derefter på magasin. Senere blev de flyttet til Immendorf Slot i Niederösterreich, hvor en brand ødelagde dem den 8. maj 1945.

Hvilke mytologiske scener malede Klimt? »Judith med Holofernes’ hoved« og figuren Hygieia stammer fra bibelske og klassiske kilder. Klimt vendte sig også mod græsk mytologi i værker som »Danaë«, en liggende figur indhyllet i bølgende draperier. Du kan hænge et tryk af maleriet på din egen væg.

Hvilke værker af Klimt er de mest sanselige eller erotiske? »Kysset« og »Opfyldelse« behandler kærligheden med ømhed, men erotikken hos Klimt kommer mest direkte til udtryk i hans nøgenbilleder. »Vandslanger II« med sine sammenflettede kvindefigurer og bølgende hår hører til den tradition, og flere af den slags værker findes i vores samling af erotiske vintagetryk.

Hvor meget er malerier af Klimt værd? Priserne varierer meget fra værk til værk. »Portræt af Adele Bloch-Bauer I« blev solgt i 2006 for 135 millioner amerikanske dollar, dengang en rekordpris for et maleri. Køberen, Ronald Lauder, ville offentligt kun bekræfte, at han havde betalt mere end den tidligere rekord på 104,2 millioner amerikanske dollar, som Picassos »Dreng med pibe« havde sat.

Malede Klimt Adele Bloch-Bauer mere end én gang? Ja. Der findes et andet portræt, »Adele Bloch-Bauer II«. WikiArt daterer bestillingen af det portræt til 1912. Klimt malede hende også som Pallas Athene.

Hvilken ramme klæder en Klimtplakat? Når guldet dominerer i et værk af Klimt, foretrækker vi en sort ramme, som fremhæver det. Vores sorte aluminiumsramme har akrylglas, og når du bestiller den sammen med en plakat, indrammer vi plakaten gratis.

Om forfatteren

Vi er holdet bag Moryarty. Siden 2015 har vi fundet vintageplakater i biblioteker, museer, digitale samlinger, private samlinger og på markeder, restaureret hver enkelt i hånden og trykt dem selv i vores værksted i Barcelona på kunstpapir af museumskvalitet. Klimts guld og mønstre kræver præcise farver. Når vi restaurerer, sørger vi for aldrig at ændre det oprindelige motiv eller dets farver. Det er netop, hvad disse værker kræver.

Kilder

Tilbage til blog