Cirkusset Plakat

Om kunstneren

Henri Matisse begyndte at arbejde med malet papir og saks, da han opdagede, at han kunne tegne direkte med farver ved at klippe. I Jazz, som Tériade udgav i 1947, brugte han metoden til en kunstnerbog med tyve billeder, gengivet med pochoir, en trykteknik baseret på stencils. Le Cirque indleder rækken og er dermed læserens første møde med Matisses sene papirklip. Han tegnede ikke først en akrobat for siden at farvelægge omridset, men samlede billedet af særskilte former. I en gengivelse af Le Cirque er virkningen stadig tydelig: Bevægelsen synes at opstå dér, hvor ét stykke papir møder et andet.

Værket

Et cirkus byder på en forestilling, som forsvinder, så snart artisterne forlader manegen. Matisse gav dette flygtige skue en plads i begyndelsen af Jazz, hvor billederne ledsager hans håndskrevne refleksioner. Bogens titel peger på improvisation, selv om billederne ikke illustrerer bestemte sange eller optrædener. Le Cirque reklamerede ikke for en virkelig forestilling. Som gengivelse på en vintageplakat åbner billedet i stedet for kunstnerbogens forestillede cirkus. Den oprindelige sammenhæng er værd at have i tankerne: Billedet bad først sin betragter om at vende en side, ikke om at købe en billet.

Stil og karakteristika

En stor blå flade fanger først blikket. Dernæst træder den sorte akrobat frem i et skråt, hvidt felt til højre. Lemmerne stritter i forskellige retninger og får silhuetten til at se ud, som om den er midt i et spring. Til venstre bærer en gul stribe spredte bogstaver i rødt og sort, mens orange bogstaver falder ned gennem det blå ved siden af. Hvide bånd krydser det røde felt øverst og fortsætter ned i billedet. Langs underkanten løber en rød form, som om scenen fortsætter uden for rammen. Papirklippenes geometri giver den abstrakte komposition bevægelse uden at vise en egentlig cirkusmanege.

I indretningen

I en solrig stue kan denne vandrette plakat hænge over en lav skænk af egetræ, hvor den store blå flade bryder en rolig væg. Set fra en lænestol overfor træder den sorte figur frem, efter at bogstaverne har ledt blikket hen over billedet. En enkelt rød pude kan svare på formen langs underkanten, uden at resten af indretningen behøver at gentage motivets farver. Det er én visuel forbindelse snarere end et forsøg på at matche alt. Over skænken tilfører billedet bevægelse, mens møblet giver øjet et sted at hvile.