Om kunstneren
August Gerasch viser sommerlinden som en art, der skal undersøges, ikke blot som et træ, man kan beundre på afstand. Illustrationen er tilskrevet Gerasch og dateret 1889. Den hører til en tid, hvor trykte botaniske studier kunne hjælpe læseren med at kende forskel på plantearter. I stedet for at skildre et bestemt sted behandler det gamle tryk træet som et motiv i sig selv. Gerasch forbinder den fuldvoksne lind med de detaljer, man ville undersøge på nært hold. Dermed får dette botaniske kunsttryk fra det 19. århundrede et andet formål end blot at være et landskabsmotiv til pynt.
Værket
Hvordan genkender man en sommerlind, når den ikke blomstrer? Gerasch giver mere end træets navn og lader læseren betragte planten i flere målestokke. Sommerlind betegner almindeligvis Tilia platyphyllos, en storbladet lind, som kendes fra europæiske parker og alléer. Planchen fra 1889 følger naturhistoriske illustrationers pædagogiske princip: Det hele træ giver sammenhæng til de mindre kendetegn, der gør arten genkendelig. Også når billedet i dag vises som en vintage plakat langt fra et sted, hvor man ville undersøge planten, fastholder det spørgsmålet om, hvordan man kender den.
Stil og karakteristika
En tæt krone fylder det meste af sidens øverste del. Mellem de små grønne blade skimtes mørkere grene, mens stammen fortsætter ned til et svagt antydet stykke jord. Derfra ledes blikket mod den blomstrende kvist nederst til højre. De lyse blomster sidder over blade med tydelige årer. Overfor står et enkelt studie af en kvist tæt ved to okkerfarvede diagrammer. Det cremefarvede papir giver luft omkring detaljerne, så skiftene i målestok er lette at følge. Som kunsttryk bevarer Sommerlind den botaniske tegnings fine streger frem for de store flader, man ofte forbinder med grafiske plakater.
I indretningen
I et arbejdsværelse kan den lodrette plakat hænge over et smalt skrivebord i eg, hvor den cremefarvede baggrund står mod en varm, pudset væg. En smal, mørk ramme gentager stammens brune farve uden at tage opmærksomheden fra bladstudierne. Fra skrivebordsstolen ser man træet som en helhed; går man tættere på, træder de mindre plantedele frem. Den forskel mellem at se på afstand og tæt på giver den botaniske vægkunst en funktion i et rum, hvor man læser. Linden er et motiv, man kan vende tilbage til mellem siderne, mens den enkle ramme lader skrivebordet forblive rummets omdrejningspunkt.
